Referat af repræsentantskabsmøde den 17. marts kl. 19:30 i filmlokalet på Næshøjskolen

 

Dagsorden

 

 

1: Valg af dirigent

 

Arne Nielsen blev valgt til dirigent

 

2: Forretningsudvalgets årsberetning

 

I det forløbne år har der ikke været sager af en sådan karakter at det har været nødvendigt at afholde borgermøder, men en række af de projekter, som vi omtalte på sidste repræsentantskabsmøde og som vi forventede ville blive gennemført i løbet af 2004 – 2005 er stadig i gang. Det drejer sig bland andet om arbejdet med at få etableret et aktivitetshus/medborgerhus.

 

Andre store sager, Lokalplan 602 Kettinggård og genbrugsstationen ved Sintrupvej er netop afsluttet, og vi vil kunne se de første resultater i 2006.

 

Aktivitetshus/medborgerhus:

 

Den meget langsomme behandling, som denne sag er underlagt skyldes, at konstruktion og samarbejdsrelationerne for både kommune, menighedsråd og provsti er nye og uprøvede. Det er første gang i Århus kommune, at der etableres et samarbejde mellem skoleforvaltning og menighedsråd og provsti med henblik på at får etableret et aktivitetshus/medborgerhus, som skal rumme lokaler til konfirmandstue, kontorlokaler til ansatte ved kirken, kombibibliotek og mødelokaler og stor sal til foredrag og koncerter.

 

Nærgenbrugsstation:

 

Beslutning om en genbrugsstation ved Sintrupvej, som vil blive den genbrugsstation, som placeres nærmest ved Harlev Framlev området har været længe undervejs. Placeringen mødte modstand hos Brabrand Erhvervspark, som fandt, at en genbrugsstation ville skæmme erhvervsområdet. Byrådet fastholdt alligevel placeringen, og forslaget er nu endeligt vedtaget. Pladsen vil blive åbnet i 2006. Sintrupvej vil blive forlænget og Analystvej vil blive rette ud i samme forbindelse.     

 

Forretningsudvalget har også i år deltaget i møder med Vejkontoret, ved Naturforvaltningen og i det årlige Fællesrådsseminar. Referater fra disse møder er gengivet i Paraplyen og er lagt på vores hjemmeside, og ellers kan de rekvireres hos formand eller sekretær.

 

Der ud over er vi blevet forelagt en række sager om dispensationer fra gældende lokalplaner, og har i den forbindelse afgivet høringssvar, som afspejler de synspunkter som de berørte naboer har givet udtryk for.

 

Af de sager vi har afgivet høringssvar er blandt andet en mobilmast ved Varmeværket, dobbelthus på Grønhøjvej og byggeri af 2 dobbelthuse på Gammel Stillingvej 444 A.

 

Vi har også været involveret i en forhåndsansøgning om omdannelse af den gamle skole i Lillering til lejligheder. Forslaget mødte stor modstand blandt beboerne i Lillering, og Fællesrådet støttede beboerne.

 

Århus Sporveje ønskede at omlægge en række linier heriblandt linie 55 så den kører igennem busgadeforløbet i stedet for ad Thorvaldsensgade. Fra Vester Alle – Park Alle vil den fortsætte over Vesterbro Torv – Nørre Alle og Klosterport.

 

Fællesrådet opfatter omlægningen som en forbedring af ruteføringen i midtbyen af linie 55. Ruten kommer tættere på de mange og store indkøbsmuligheder i midtbyen. Denne omlægning trådte i kraft den 25 marts 2005.

 

Hjemmeside:

 

Efter at vi nu i lang tid har haft en hjemmeside, som ikke har været opdateret, har vi nu selv oprettet en hjemmeside, som vi selv kan holde opdateret. Det giver muligheder for at have en aktuel og ajourført hjemmeside. Web master er Ejgil Rahbek, som sørger for at siden holdes opdateret med alle referater og lignende, således at alle medlemmer kan holde sig orienteret i Fællesrådets aktiviteter.

 

Vi opfordrer derfor alle som har mulighed for det til at besøge siden, og at tilmelde sig vores elektroniske postliste.

 

Den helt store udfordring i 2005 bliver naturligvis etablering af et medborgerhus/aktivitetshus. Hvad det kommende år derudover vil bringe ved vi ikke endnu og kan ikke på nuværende tidspunkt forudse, hvilke sager, der er på vej, men vi har jo en række sager, som vi løbende arbejder med, det er hovedsageligt noget om trafik, natur og stier samt vedligehold af fortove og kørebaner og det er også noget om belysning, det er sager som vi har arbejdet med længe og det kræver en hvis tålmodighed, men vi tror på at mange af dem nok skal blive løst.

 

Vi er i fortsat dialog med Amtet angående Stillingvej. Her afventer vi en tilbagemelding fra amtet med nogle nye tællinger.

 

Senest har vi været til møde med byplanafdelingen sammen med Tåstrup Borgerforening. Anledningen var en ansøgning om at udstykke Tåstrupvej 4 til boliger. Grunden ligger uden for gældende lokalplan og man er ikke indstillet på at lave ny lokalplan, hverken fra byplanafdelingen eller Tåstrup Borgerforeningens side, så det kommer vi nok til at høre mere om senere.

 

3: Udvalgsberetninger

 

Trafik Udvalg (Svend Erik Andersen)

 

I trafikudvalget har det også mest drejet sig om opfølgning på diverse sager men også om nogle få nye.

Som nævnt i beretningen har vi været til det møde med Amt og politi, angående Stillingvej, som vi havde ventet på i ret lang tid, det er endnu uvist hvad der kommer ud det, vi blev ikke umiddelbart stillet nogen løsning i udsigt idet politiet ikke kunne gå ind for hastighedsbegrænsning og amtet ikke efter deres skøn mente der var de store problemer efter Motorvejens åbning.

Aftalen blev at amtet skulle foretage nogle nye målinger og vi derefter skulle mødes igen, så det venter vi på nu.

 

Ellers er det justeringer og opfølgning på eksisterende anlæg og sager bl.a. ændret cykelafmærkning på Gl. Stillingvej ud for Lærkesvinget det er trafiktælling på Grønhøjvej som skal vise om der er blevet en øget trafikmængde efter at trafikdæmpningen på Gl. Stillingvej er gjort færdig.

I den blinde ende af Acervej har der været det problem, at mange biler kørte fra vendepladsen via cykelstien ud på Lilleringvej, det er der også sat en stopper for.

 

På det årlige møde med vejkontoret blev vi bekendt med at der er afsat en pulje på ca 4 mio og at man i indeværende år foreslår at puljen anvendes til forskønnelse af udvalgte, tidligere Amtsveje, i vores område har vi kun Gl. Stillingvej, og til den sydlige ende af den, vil vi forsøge at få del i den afsatte pulje.

Cykelsti til Hørslev ad Gammel Mosevej, Lilleringvej med cykelsti og belysning, lastbilparkering og sikker skolevej er sager som vi fortsat vil arbejde med.

 

Motorvejen:

 

Beplantning og støjskærme

Vi har bedt vejdirektoratet om en tidsplan for ovennævnte arbejder men endnu ikke fået svar, så det kan vi ikke sige noget om på nuværende, men vil selvfølgelig rykke for et svar.

 

Børn og Unge Udvalg (Henning Jeppesen)

Skolepatruljer:

Vi har opfordret skolen til at oprette skolepatruljer, idet vi finder, at trafikforholdene omkring skolen er problematiske, og de er i hvert tilfælde ikke blevet bedre efter, at Fakta er kommet. Vi har tilbudt opbakning vedr. ansøgning og dialog med politi og andre myndigheder.

Skolen har svaret tilbage, at politiet ikke kan gå ind for, at der oprettes skolepatruljer, idet der er for mange adgangsveje til Næshøjskolen. 

Foreløbig afventes resultatet af kommunens skolevejsundersøgelse, og det ser ud til at skolen har fået flere forældre til at parkere ved hallen, når de læsser børn af, desværre så er flere forælde begyndt at læsse børnene af på Faktas parkeringsplads, og så skal Næshøjvej jo passeres alligevel.

Efterfølgende vil vi sikker foreslå en bedre belysning

Samarbejde mellem institutioner:

Imellem Institutionerne i området pågår der et samarbejde omkring at opfange signaler for problemer, der er eller kan blive problematiske for børn.

Skoleinspektøren er formand for dette samarbejde, og Fællesrådet har deltaget i et informationsmøde således, at vi ved hvad der rører sig.

Til mødet var også inviteret idrætsforeninger og andre ungdomsorganisationer, således, at de også kan melde tilbage, hvis der er mistanke om et eller andet. Men det er et følsomt område, og tavshedspligten tæller højt her. Men vi ved, at der er fokus på børns vilkår og hvor vi skal henvende os.

Ny idrætsklub:

I samarbejde med DGI er HIK er i forsøgsstadiet om at oprette en Idrætsfritidsklub for børn fra 4. klasse. Der er en repræsentant til møde netop i aften om dette. Når HIK er blevet udvalgt skyldes det de gode faciliteter, som klubben råder over med klubhuse o.l.

 

Ny træningshal:

HIK har også igangsat et projekt, der gerne skulle udmønte sig i en ekstra hal, beregnet til træning. Klubben har fået lavet et skitseforslag af Zebra arkitekterne.

Forslaget vil blive fremvist på generalforsamlingen d. 31 marts.  Basketklubben er inviteret til at deltage i dette projekt. og har meldt ud, at de gerne vil være med. Fællesrådet bakker naturligvis op om arbejdet.

Boligudvalg (Poul Hytting)

Intet at berette

Natur og Miljø Udvalg (Jens Aage Weigelt)

Møde med Naturforvaltningen:

Naturforvaltningen har ikke planer om større projekter i Harlev Framlev området. Hvis der kommer lokale ønsker, forslag og ideer til grønne tiltag, arbejder Naturforvaltningen på at få lokale kræfter til at medvirke ved konkrete, overskuelige projekter. Man opfordrer til at melde sig og søger kontakt med ”ildsjæle”, som ønsker at gå ind i et sådant arbejde. Fællesrådet overvejer, at arrangere et borgermøde om dette emne, for at sprede budskabet fra Naturforvaltningen.

Beplantning på Rødlundvej:

Græsrabatterne langs med Rødlundvej er meget opkørte og ujævne, og græsset er mange steder slidt væk. Årsagen er, at biler kører ind på græsrabatten for at parkere. For at undgå det, har vi tidligere foreslået at tilplante græsrabatterne med en lav beplantning, som vil forhindre parkering. Vejkontoret har imidlertid foreslået en løsning med et såkaldt ”fodhegn”, som er et lav hegn af træpæle på ca. 20 til 30 cm. De sættes ned rækkevis i en vis afstand fra vejen. Pælene vil effektivt forhindre kørsel på græsrabatten.

Uddeling af forårsløg:

Fællesrådet står for at organisere forslag til modtagelse af forårsløg. Det foregår i maj måned og tildelingen foretages ved lodtrækning. Fællesrådet opfordrer grundejerforeninger og andre, som har velegnede arealer til plantning af løg, om at komme med forslag.

Paraply Udvalg (Ejgil Rahbek)

 

I forhold til de foranstaltninger, som vi indførte sidste år på repræsentantskabet, har vi overholdt de begrænsninger, som blev pålagt. De var, at hver udgave højest må være på 12 sider, det enkelte nummer må ikke overstige en udgift på 6000,- kr, samt at vi skulle undersøge mulighederne for en billigere papirkvalitet. Som det fremgår af regnskabet holder vi os nogenlunde indenfor disse begrænsninger, samtidig med at vi har undersøgt om vi kunne anvende billigere papirkvalitet. Det har ikke været muligt.

 

M.h.t. uddelingen af Paraplyen er denne opgave nu lagt i faste rammer. Også for 2005 har vi indgået aftale med Seniorgruppen om uddeling i byområdet. I landområderne bringer medlemmer af forretningsudvalget fortsat Paraplyen ud. Det er forløbet meget fint, og det er forholdsvis sjældent, at der er folk, der ringer, for at sige, at de ikke har modtaget den.

 

M.h.t. til aktivitetskalenderen, som Fællesrådet og Paraply udvalget også har ansvaret for, er der sket det nye, at SuperBrugsen, som er hovedsponsor, har ændret strategi for uddeling af den månedlige reklametryksag. Det er bag på den, aktivitetskalenderen er trykt. Nogle ændringer ved postvæsenet har medført, at den ikke kan omdeles den samme dag som hidtil. Det har medført, at SuperBrugsen vil koncentrere sin indsats om Galten Folkeblad om onsdagen i stedet for.

 

Men SuperBrugsen har lovet at undersøge en anden løsning, så vi fortsat kan få aktivitetskalenderen ud i trykt form. Det bliver formentlig i færre udsendelser, men måske med en mere fremtrædende placering Det drøfter vi lige netop nu.    

 

Under alle omstændigheder har vi til hensigt fortsat at indsamle aktiviteter og begivenheder i lokalområdet, og indskrive dem i den form vi hidtil har anvendt. Kalenderen vil fortsat blive udgivet på hjemmesiden.

 

M.h.t. hjemmesiden er det vores fornemmelse, at den besøges flittigt. Mange borgere refererer til hjemmesiden, når de skriver til fællesrådet. Det er vores hensigt, at fortsætte med at bruge den aktivt, og vil udvide med nye oplysninger og helst nogle flere billeder.

 

Paraply udvalget består fortsat af:

 

Dorte Vind, Mik Tuver, Claus Gregersen, Lisbeth Johnsen og undertegne som formand, og jeg vil sige tak til udvalget for et godt og inspirerende samarbejde i det forløbne år.

 

 

4: Fremlæggelse af sidste års regnskab til godkendelse (Orla Kristensen)

 

Regnskabet for 2004 blev fremlagt af kasserer Orla Kristensen og godkendt.

 

 

5: Behandling af indkomne forslag

 

Forretningsudvalget foreslog, at slå dagsorden punkterne 6 (budget) og 7 (fastsættelse af kontingent) sammen i et punkt. Efter at budget år og kontingent år er blevet det samme, er det naturligt, at disse forhold behandles sammen. I værste fald kunne man risikere, at budgettet blev godkendt, medens kontingentet blev forkastet. Forslaget blev vedtaget.

 

6: Fremlæggelse af budget for indeværende år til godkendelse (Orla Kristensen)

 

Budget for 2005 blev fremlagt og godkendt.

 

7: Fastsættelse af kontingent

 

Kontingentet for 2005 er 350,- kr.

 

8: Valg af forretningsudvalg og suppleanter

 

Til forretningsudvalget nyvalgtes Arne Nielsen og Alf Højsgaard. Jens Aage Weigelt genvalgtes. Niels Elvstrøm og Else Rasmussen valgtes som suppleanter.

 

9: Valg af revisor og suppleanter

 

Som revisor genvalgtes Per Lind Jensen.  

 

10: Eventuelt

 

Intet

 

Forretningsudvalget takkede Arne Nielsen for veludført dirigent hverv.